Børn og familier

Unge

Børn og unge fra 1-25 år og deres forældre
Børn og unge kan opleve en række psykiske problemer gennem opvæksten. Nogle oplever udviklingsproblemer tidligt i livet, mens andre oplever trivselsproblemer eller psykiske lidelser senere. Psykiske reaktioner kan også opstå pludseligt ved uventede ændringer i barnets eller den unges liv. Heldigvis er der hjælp at få både for barnet, den unge og familien.
Jeg tilbyder hjælp ved:
- Trivselsproblemer i familien, skolen eller blandt venner.
- Tristhed, depression, angst, tvangstanker, OCD, skolevægring, spiseforstyrrelser
- ADHD, opmærksomhedsproblemer (ADD), tics, autisme spektrum forstyrrelser
- Reaktioner ifm. kritiske livsbegivenheder, fx. dødsfald, alvorlig sygdom, skilsmisse, traume, mobning.
- Adfærdsproblemer opstået i forhold til forsinket mental udvikling.
- Trivselsproblemer hos små børn (1-5 år), fx. søvnproblemer, problemer med spisning, temperament
- Neurodiversitet: Udfordringer og muligheder
Forældre til unge
Det er ikke usædvanligt, at en teenager i mistrivsel og evt. skolevægring afviser hjælp fra sine forældre. Man kan som forældre opleve afmagt, når den unge afviser hjælp, og er på vej ud i en negativ udvikling.
Jeg tilbyder samtaler til forældre, der ønsker vejledning, også når den unge ikke selv ønsker at deltage aktivt i forløbet.
Hvad kan du forvente?
Når forældre, børn og unge kommer til mig, starter vi med en indledende samtale for at uddybe problemstillingen og afklare jeres behov og mål. Sammen udarbejder vi en plan, der tilpasses jeres ønsker for det videre forløb.
Jeg tilbyder en grundig vurdering af barnets, den unges eller familiens udfordringer og anbefaler behandling baseret på den nyeste forskning. Forældre inddrages aktivt i forløbet for at styrke barnets trivsel og give konkrete redskaber til at støtte barnet i hverdagen.
For unge tilpasses behandlingen individuelt med fokus på at reducere psykisk belastning og stress, styrke trivsel og velvære, udvikle konkrete redskaber til at håndtere hverdagens udfordringer samt støtte personlig udvikling og selvforståelse. Jeg opfordrer til inddragelse af forældre i det omfang, det er muligt og i overensstemmelse med den unges ønsker og behov
Fortrolighed og tavshedspligt
Jeg har tavshedspligt i henhold til Psykologloven og behandler alle oplysninger med fuld fortrolighed.
Mål for behandlingen
Behandlingen tilpasses individuelt til barnet, den unge, familien, der søger hjælp. Sammen aftaler vi målene for forløbet, hvordan vi arbejder hen imod dem, samt hvor ofte og hvor mange gange vi mødes.
Øvelser mellem sessionerne kan være en del af forløbet for at understøtte arbejdet. Effekten af behandlingen følges tæt gennem hele processen, så vi sikrer fremgang og tilpasser indsatsen efter behov.
Samarbejde med barnets netværk
Skole og lærere kan være med til at hjælpe et barn til at få det bedre.
Jeg deltager ofte i netværksmøder på skoler, hvis forældre ønsker hjælp til at formidle forståelsen for barnets/den unges udfordringer. Jeg har mange års god erfaring med at sikre en koordineret og effektiv indsats, og skabe en konstruktiv dialog mellem skole, hjem og andre instanser med barnets behov i centrum.
Afklarende samtaler
Når et barn har udviklingsforstyrrelser eller psykiske problemer, er der ofte mange instanser involveret, såsom skole, kommune og sundhedsvæsen.
Som forældre kan det være udfordrende at navigere i de forskellige råd og regler, og det kan føles som om, at tingene står stille, mens barnet får det dårligere.
Jeg tilbyder afklarende samtaler, hvor:
- Forældre får overblik over situationen og de involverede instanser
- Vi lægger en plan, så alle aktører arbejder sammen om at hjælpe barnet bedst muligt
Overgang fra børne- og ungeområdet til voksenområdet
Afklarende samtaler kan også være en hjælp, når et ungt menneske med udviklingsforstyrrelser eller psykiske problemer overgår fra børne- og ungeområdet til voksenområdet i regionen eller kommunen.
Jeg hjælper med at:
- Lægge en plan, der skitserer den unges behov, og hvad der skal til for at møde dem i voksenområdet
- Sikre en planlagt og koordineret overgang, så den unge har adgang til nødvendig hjælp og støtte
En god overgang handler om, at alle parter forstår den unges behov, og at der etableres et sammenhængende forløb, der støtter den unge videre i livet.
Psykologiske undersøgelser
Jeg har mange års erfaring med test af børn og unges indlæringsevner. Jeg tilbyder vurdering og gennemgang af tidligere psykologiske undersøgelser og rapporter fra fx. PPR.
Hvis der er mistanke om, at barnet har indlæringsproblemer, faciliterer jeg samarbejde med skolens PPR psykolog, og afsøger mulighederne for at opnå en vurdering af barnets udfordringer i PPR-regi.
Såfremt psykologisk undersøgelse ikke er en mulighed i PPR regi, har jeg mulighed for at udføre psykologiske undersøgelser af kognitive og neuropsykologiske funktioner.
Hvad nu, hvis psykologisk behandling ikke er nok?
Psykologisk behandling med de rette terapier og strategier kan hjælpe barnet, den unge og familien til bedre trivsel og håndtering af psykiske udfordringer.
Men der kan opstå situationer, hvor psykologisk behandling alene ikke er tilstrækkeligt.
Kombination af psykologisk behandling og medicin
I nogle tilfælde virker psykologisk behandling bedre, hvis den kombineres med medicin.
Jeg har et netværk af erfarne, privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiatere, som jeg kan henvise til.
Vi kan dermed samarbejde om en koordineret indsats, hvor psykologisk behandling og medicin supplerer hinanden.
Behov for mere intensiv indsats
Hvis barnet eller den unge har behov for en mere intensiv indsats end det, der er muligt i privat praksis, hjælper jeg med at:
- Formidle behovet til egen læge eller PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning)
- Understøtte henvisningen til Børne- og Ungdomspsykiatrien, så barnet eller den unge får den rette hjælp og støtte
Jeg sikrer, at overgangen sker i tæt samarbejde med de relevante instanser, så indsatsen forbliver sammenhængende og koordineret.
